For nogen er burgeren blot en kur mod tømmermændene, eller et hurtigt måltid på farten. For mig er burgeren en inspirerende spiseoplevelse, man ikke må tage for givet. Der er intet galt i en hurtig burger på vej hjem fra byturen, men her ses bort fra industrielle burgerkæder som Burger King, Max og Mc Donald’s. Denne blog er for dig der sætter pris på en god burger, og ved at man skal værdsætte den.
Midt på Nørrebrogade, klemt mellem en islamistisk velgørenhedsbutik, og en forfalden shawarmabiks, ligger ”Burgerklubben”. Man følte sig med ét velkommen, da man trådte indenfor i de farverige og meget gennemførte omgivelser. Den lille burgerjoint havde formået at tildække alle deres vægge med plakater og illustrationer af deres åbenbare maskot; en rød, hvid og blå burger. Alt dette var med til at gøre besøget på Burgerklubben desto mere mindeværdigt. Ved bordene, som dog lå alarmerende tæt på køkkenet, mødte man gudskelov en mild aroma af bøf og stegefedt. Menukortene fik jeg hurtigt overrakt fra den charmerende servitrice, og mine øjne blev fanget af den næsten plagiat-lignende opstilling. Hvad Burgerklubben havde at byde på, var en tro kopi af en menu jeg havde set før. Det ellers fuldbyrdede koncept byggede på de eksakt samme ideer som mit burger-mekka; Halifax. De gav mig muligheden for at bygge min egen burger, samt vælge tilbehør, dip, osv. Som loyalt barn af byen, valgte jeg uden tvivl ”Københavneren” med Fritter og chilimayo. Som et friskt pust til den måske lidt for klassiske sammensætning, tilføjede jeg også en guacamole som dip til fritterne.
Minutterne gik, og inden længe var måltidet serverret. Den rustikke mad, var impressionistisk anrettet på en gevaldig, firkantet tallerken, som jeg tolkede som en metaforisk ramme for kokkens mesterværk. Hver en detalje på tallerkenen var som penselstrøg, der sammen dannede kunstværket vi i dag kalder en burger. Fritterne hvilede i et gammeldags friturestativ, som dannede et indtryk, af at de just var taget op fra fritureolien i køkkenet. Før jeg smagte de forførende fritter, fik de et dyk i den omfavnende chilimayo, som lå sammenrørt i små skåle ved siden af burgeren. Den bløde tempererede dyppelse satte en uforberedt tunge i gear, og direkte i ekstase. Rusen blev dog hurtigt afbrudt af frittens glohede overflade. Den varme facade kom bag på mig, og et afdæmpet gisp var svært at tilbageholde. Efter den første bid, var jeg efterladt med en ambivalent følelse; på den ene side kunne jeg tilbagelænet vide at fritterne var friske. På den anden side havde de glohede fritter følelsesløsgjort smagsløgene, og dermed forværret spiseoplevelsen.
Humøret vendte heldigvis hurtigt da jeg lod tænderne lukke sammen om den smukt præsenterede hovedret. Indersiden af sesambollen var konstrueret af seks himmelske lag; salat, tomat, rødløg, syltede agurker, cheddar og vigtigst af alt, oksekødsbøffen. Det bløde brød var smurt med ”klubbens mayo”, som lagde en solid bund for resten af burgerens graciøse byggesten. Øjeblikket bøffen ramte tungen, opstod der en sensation af eufori i mine smagsløg. Sanser dansede i takt med de sprøde løg der knustes mod tænderne. Kødet og brødet blev til ét og effekten var empirisk. Penselstrøg efter penselstrøg, blev maleriet skabt med munden som kanvas.
Alt i alt får Burgerklubben 4 ud af 5 hjerter.
Nicolai
Blog for Rt-1 på Gefion 